Det Sorte Indien

Kapitel I

To indbyrdes modsigende Breve.

Hr. Ingeniør I. R. Starr,

Canongate 30, Edinburgh.

 

„Hvis Hr. Starr vil være saa venlig, i Morgen at begive sig til Kulminerne ved Aberfoyle, Dochart Gruben, Yarow Skakten, saa vil han der faa en meget interessant Efterretning.

Harry Ford, en Søn af den tidligere Overstiger (Lederen af en Grubeafdeling) Simon Ford, vil vente Hr. James Starr hele Dagen paa Banegaarden i Callander. Den dybeste Tavshed udbedes.”


James Starr læser det mystiske Brev.

Saaledes lød et Brev, som James Starr modtog om Morgenen den 30. December 18... Det bar Poststempel Aberfoyle, Grevskabet Stirling. Skotland.

Det vakte hans Nysgerrighed i allerhøjeste Grad. At det muligvis kunde være en Mystifikation faldt ham slet ikke ind. Den gamle Værkfører Simon Ford havde han kendt fra den Gang, han selv var ansat som teknisk Direktør ved Aberfoyle Minerne, en Stilling, som han havde beklædt i 20 Aar.

Starr var en Mand med en sund og kraftig Konstitution, han var 55 Aar, men de fleste vilde ikke have anslaaet ham til mere end 40. Han nedstammede fra en gammel, anset Familie i Edinburgh og var en Pryd for den Stand, hvis Livsopgave det er, at udnytte de underjordiske Kulrigdomme i de forenede Kongeriger. (Storbritannien) I Dybet af Aberfoyles hemmelighedsfulde Kulminer, der grænser op til Alloa Gruberne og udgør en Del af Grevskabet Stirling, havde James Starr erhvervet sig et Navn, der overalt blev nævnt med Agtelse, og der havde han tilbragt en stor Del af sit. Liv. Desuden var han Formand i det skotske Selskab til Fremme af Oldtidsforskning og han var et af de mest virksomme Medlemmer af „Royal Institution”. Meget hyppigt leverede han værdifulde Bidrag til „Edinburgh Review” og hørte kort sagt til disse praktiske Videnskabsmænd, som England kan takke for sin Blomstring og sin Rigdom.

Som bekendt har Englænderne fundet et meget betegnende Navn for deres vidtstrakte Kuldistrikter, de kalder det „det sorte Indien”, og sikkert har dette Indien i endnu højere Grad end Ostindien bidraget til Storbritanniens uhyre Velstand. Dag ud og Dag ind arbejder et helt Folk af Minører paa, at udvinde de sorte Diamanter af Englands Jord, dette Brændselsmateriale, der er blevet en uundværlig Livsbetingelse for Industrien.

Den Gang tænkte ingen paa, at der kunde indtræde Mangel i de Miner, hvor to Verdensdele hentede deres Forraad. Tidspunktet for Kulminernes Udtømning var af Sagkyndige udsat til en fjern Fremtid, de forskellige Fabrikker, Lokomotiver, Lokomobiler, Dampskibe, Gasværker osv. truedes ikke af Mangel paa mineralsk Brændselsmateriale, men Forbruget var i de senere Aar tiltaget med saadanne Kæmpeskridt, at enkelte Lejer var blevet udnyttet lige til de svageste Aarer, og netop saaledes var Forholdene blevet i Gruberne ved Aberfoyle. For ti Aar siden havde den sidste Hund (en lille Tipvogn) bragt den sidste Tons Kul op til Dagens Lys. Hele Materiellet, Maskinerne til den mekaniske Transport paa Skinnerne, Tipvognene, de underjordiske Baneanlæg, Rygkurvene, Delene af Anlægget til Luftfornyelsen, kort sagt, alt hvad der hørte til for at drive denne underjordiske Virksomhed, var taget ud af Gruben og opmagasineret udenfor. Den udtømte Mine lignede Kadaveret at en Mastodont af uhyre Størrelse, af hvilket man havde udtaget alle ædle Organer og hvoraf nu kun Ben og Knogler var blevet tilbage.

I øvrigt var der af Materiellet kun blevet nogle lange Træstiger tilbage, af hvilke man kunde komme ned i Gruben gennem Yarow Skakten. Det var i Virkeligheden den eneste Adgang til Dochart Gruben.

Det var en bedrøvelig Dag, da Arbejderne for sidste Gang forlod Gruberne i hvilke de havde levet og arbejdet saa mange Aar.

Ingeniør James Starr havde samlet de Tusender af Arbejdere om sig, hele Minefeltets dygtige og virksomme Befolkning: Huggere, Vogntrækkere, Stigere, Paafyldere, Tømmermænd, Vejarbejdere, Opsynsmænd, Sorterere, Smede, Mænd, Kvinder og Oldinge, Værkfolkene baade fra oven og fra neden, alle mødtes de paa den store Gaardsplads ved Dochart Gruben, der tidligere var opfyldt af Kulforraad.

De brave Folk, der nu skulde til at kæmpe med Bekymringerne for det daglige Brød, disse Mennesker, der i saa mange Aar, Slægt efter Slægt havde levet i det. gamle Aberfoyle ventede nu, førend de forlod Stedet, kun paa nogle Afskedsord fra deres Ingeniør. Selskabet havde, som et Slags Gratiale, givet dem Løn til Aarets Udgang. Det var ikke meget; men den aabnede dem dog Udaigt til at klare sig saa længe, til de havde faaet Ansættelse i et af Kuldistrikterne i Nabolaget.

Simon Ford, Overstigeren ved Dochart Gruben, der den Gang var 55 Aar gammel og nogle andre Værkførere, dannede en Halvkreds omkring James Starr. Ingeniøren blottede Hovedet, og Minearbejderne, der alt stod med Huen i Haanden, var tavse og stille.

Afskedsscenen var paa en Gang rørende og storslaaet.

„Mine Venner,” sagde Ingeniøren, „Nu slaar Adskillelsens Time. Aberfoyle Gruberne, der i saa lang Tid har forenet os i fælles Virksomhed er udtømte. De mest omhyggelige Undersøgelser har ikke ført til Opdagelsen af den ringeste Aare og det sidste Stykke Stenkul er bragt op af Dochart Gruben.”'

James Starr tog et Stykke Kul, der var blevet tilbage i en af Tipvognene og fortsatte:

„Dette Kulstykke, mine Venner, er den sidste Blodsdraabe af den Mængde, der en Gang rullede rask gennem Aberfoyles Aarer. Vi vil opbevare det, ligesom vi har opbevaret det første Stykke Kul, der for 150 Aar siden blev bragt for Dagens Lys her i Aberfoyle. Mange Generationer at Arbejdere har afløst hinanden medens Tiden er runden, nu er det hele forbi. De sidste Ord, som eders Ingeniør retter til Eder, er Afskedens Ord. Den Grube, der har givet Eder til Livets Ophold, har tømt sig under Eders Hænder. Vel var Arbejdet haardt, men det var ikke uden Fordel for Eder Vor store Familie-staar i Begreb med at gaa fra hverandre, og det er næppe tænkeligt, at dens Medlemmer, naar de spredes, mere vil mødes, som i Dag. Men forglem dog aldrig, at vi har levet sammen i saa mange Aar og at det er en Ærespligt for Minearbejderne i Aberfoyle, gensidig at understøtte hverandre. Ogsaa Eders tidligere Foresatte vil altid erindre sig denne Pligt. De, der har arbejdet sammen, bliver ingensinde ganske fremmede for hinanden. Vi vil ogsaa i Fremtiden vaage over Eder og hvor I saa gaar hen, som hæderlige og retskafne Folk. vil vore Anbefalinger følge Eder. Saa lev da vel, mine Venner. Gud være med Eder.”

Efter disse Ord omfavnede James Starr den ældste Grubearbejder, hvis Øjne stod fulde af Taarer. Saa traadte Stigerne fra deres forskellige Gruber frem, for endnu en Gang at trykke Ingeniørens Haand og Arbejderne svingede med Hatten og gav deres Følelser Luft i følgende Ord:

„Farvel, James Starr, vor Chef og vor Ven!”

Kun langsomt og ugerne forlod Folkene don store Gaardsplads; omkring James Starr blev der mere og mere stille, den sorte Vej til Dochart Gruben, genlød endnu en Gang af Minearbejdernes Trin, saa var det forbi med det travle Liv, der tidligere havde hersket i Kulminerne i Aberfoyle.

Der var kun blevet en eneste Mand tilbage hos James Starr. Det var Overstigeren Simon Ford. Ved Siden ar ham stod et ungt Menneske paa 15 Aar, hans Søn Harry, der allerede i flere Aar havde arbejdet i Skakten.

James Starr og Simon Ford havde kendt og agtet hinanden i lange Tider.

„Farvel, Simon,” sagde Ingeniøren.

„Farvel, Hr. James,” sagde Overstigeren, „eller lad mig hellere sige „paa Gensyn”.”

„Ja, Simon,” svarede Starr, „De ved, at jeg altid vil blive glad ved at træffe Dem igen og snakke med Dem om de gode, gamle Tider i Aberfoyle.”

„Det ved jeg, Hr. James.”

„Mit Hus i Edinburgh ataar Dem altid aabent.”

„Aah, Edinburgh er langt borte,” svarede den gamle Overstiger hovedrystende, „meget langt borte fra Dochart Gruben.”

„Langt, Simon, hvor tænker De da paa at bo?”

„Her paa dette Sted, Hr. James. Vi vil ikke forlade Minen, der har ernæret os saa længe, fordi dens Hjælpekilder nu er udtørrede. Min Kone, min Søn og jeg, vi bliver tro mod den gamle Grube.”

„Lev vel Simon,” svarede Ingeniøren, der næppe formaaede at skjule sin Bevægelse.

„Nej, jeg siger det nok en Gang, ikke lev vel, men paa Gensyn, Hr. James, jeg giver Dem mit Ord paa, vi vil mødes igen i Aberfoyle.”

Ingeniøren vilde ikke berøve Overstigeren dette sidste Haab. Han omfavnede den unge Harry, trykkede endnu en Gang Simon Fords Haand og forlod Gaardspladsen.

Det, som her er fortalt, foregik for ti Aar siden; men trods det Ønske, som Overstigeren havde ytret om at se ham igen, havde James Starr aldrig senere set noget til ham.

Efter denne meget lange Adskillelse, fik han nu et Brev fra Simon Ford, der opfordrede ham til, uden Tøven at begive sig til de gamle Kulgruber ved Aberfoyle.

Var det en Meddelelse af særlig Interesse for ham? Hvad kunde den angaa? Gruben Dochart, Yarow Skakten, hvilke Erindringer vakte dog ikke disse Navne i hans Tanker. Hvad det dog havde været for en udmærket Tid, det smukkeste Afsnit i hans Liv som Ingeniør.

James Starr gennemløb atter og atter Skrivelsen. Han beklagede, at Simon Ford ikke havde tilføjet blot en eneste Linie mere, han blev næsten vred paa ham, for denne lakoniske Form.

Var det da muligt, at den gamle Overstiger havde opdaget en ny Kulaare, der kunde udnyttes? Nej, visselig nej.

James Starr huskede hvor omhyggeligt alle Aberfoyle Gruberne var blevet undersøgt førend man endelig indstillede Arbejdet. Han havde selv ledet de sidste Boreforsøg, uden at finde noget nyt Leje i den hærgede Jordbund. Man var endogsaa begyndt paa at undersøge Stenlagene under Kullejerne, og James Starr havde forladt Gruben med den faste Overbevisning, at den ikke mere indeholdt det ringeste Brændselsmateriale.

„Nej,” gentog han tor sig selv, „nej, hvorledes skulde det være muligt, at Simon Ford skulde have fundet, hvad der den Gang unddrog sig mine nøjeste Efterforskninger;

men alligevel, den gamle Mand maa jo vide, at der kun er en eneste Sag, som interesserer mig, og hvad kan saa denne hemmelighedsfulde Indbydelse betyde.”

Ingeniøren kendte Simon Ford som en duelig Minør, som ikke var uden Forretningstalent. Han havde imidlertid ikke hørt noget som helst til ham i alle disse Aar, han anede ikke, hvad han tog sig til, eller hvor han boede med sin Kone og sin Søn. Alt hvad han vidste, indskrænkede sig til denne Indbydelse til Yarow Skakten og til Meddelelsen om, at Harry i Morgen vilde være paa Banegaar-den i Callander. Det maatte aabenbart gælde et Besøg i Dochart Gruben.

„Jeg tager afstod, jeg tager afsted,” sagde James Starr, der blev mere og mere optaget af Brevet. Ingeniøren hørte til den Slags lidenskabelige Mennesker, hvis Hjerne bestandig syder som en Kedel over Ilden.

Saa skete der pludselig noget uventet. Det var som om han fik en Spand koldt Vand over Hovedet. Om Aftenen henad Sekstiden overrakte hans Tjener ham et nyt Brev. Konvolutten var temmelig tarvelig og Udskriften viste, at Afsenderen ikke var vant til at omgaas Pen og Blæk. Indholdet var kun et Stykke af Tiden gulnet Papir, der syntes at være udtaget af en Notitsbog, der ikke længe havde været brugt. Paa Papiret stod kun følgende Sætning:

„Det er unødvendigt for Ingeniøren at ulejlige sig til Aberfoyle, da de Forudsætninger, der laa til Grund for Simon Fords Brev er bristede.”

Papiret var ikke underskrevet.


[up] [next]


JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $